Personligt klasseværelse på Christianhavns Døttreskole
6. klasse på Christianhavns Døttreskole ville gøre deres klasseværelse kulørt og mere personligt. På trods af ret gode forhold på skolen med smartboard og flotte nye borde og stole ønskede eleverne at sætte præg på deres egne omgivelser og forvandle lokalet til et mere inspirerende læringsmiljø. Personlige silhuetter, bevidst valgte friske farver med viden om farvepsykologi, et dejligt læsepodie, klassens værdier og en skraldespandsskjuler var nogle af de ting, der blev realiseret.
- Klasselærer Rasmus Knudsen deler sin opfattelse med os:
- ”Vi har en stor gruppe af elever, som fagligt er meget stærke og synlige i klassen, men der også nogle stykker, der er mere stille. Eleverne har arbejdet sammen med nogen, de normalt ikke samarbejder med og har oplevet nye sider af hinanden. Det er dejligt at se fagligt svage elever vise initiativ og få en fremtrædende rolle. Vi har elever der ofte siger: det kan jeg ikke. Men i Skøn Skoles innovationsuge hørte vi det ikke en eneste gang. Ingen sure miner og ingen der har gemt sig. Alle har været med og alle har gjort deres bedste. Det er en ny verden der har åbnet sig.”
- ”Inspirerende farver. Man kommer ind og WOW man tænker: jeg har lyst til at gå ind i denne klasse… det er så fantastisk”.
- ”Det bedste af det hele er, at vi selv bestemte hvordan det skulle se ud og at vi fik lov til selv at lave alt arbejdet. Normalt bestemmer de voksne og det er også voksne der laver arbejdet, men i Skøn Skole innovationsugen fik vi lov til at gøre selv. Nu har vi skolens flotteste klasseværelse og så har vi endda lavet det selv!”